Om Danske Sangskriverklubber
Danske Sangskriverklubber er paraplyorganisationen for klubber og foreninger i Danmark, som afholder koncerter, workshops, co-writing, sangskriverlejre og andre netværksarrangementer for og med sangskrivere.
Vi repræsenterer landets sangskriverklubbers interesser i musikbranchen, og arbejder for at forbedre klubbernes vilkår, som for de flestes vedkommende ligger i grænsefeltet mellem amatørmusikken og det professionel musikliv.
Et af foreningens vigtigste opgaver netop i disse år er at sørge for, at musikbranchen og kulturlivet er klar over og respekterer den værdi som Danske Sangskriverklubbers medlemmer tilfører både bredden og eliten i dansk sangskrivning. En værdi der for de flestes vedkommende bliver udført via frivilligt ildsjælsarbejde. De danske klubber er i dansk sammenhæng en forholdsvis ny, men vigtig faktor i udviklingen af nye talenter og stimuleringen af eksisterende sangskrivere i landet.
Foreningen Danske Sangskriverklubber blev stiftet under Spot Festivalen 2007, efter initiativ fra Koda, som inden da havde afholdt flere uformelle møder mellem repræsentanter fra landets sangskriverklubber. Men foreningen er stadig i dens opbyggende fase, idet alting kører på frivillig arbejdskraft.
Konkrete initiativer
Den årlige Spot Festival har siden stiftelsen af foreningen udviklet sig til en af de vigtigste årlige mødesteder for alle der har noget med klubberne at gøre, og hvor Danske Sangskriverklubber er med til at gøre opmærksom på klubbernes virke. Siden foreningens start har der her været en stand med musik, som mødested for foreningens medlemmer, og for andre nysgerrige festivalgæster. Derudover afholder vi den årlige generalforsamling i forbindelse med Spot, hvorefter vi med støtte fra Koda også afholder et inspirationsseminar for medlemmerne.
Vi er også repræsenteret på Copenhagen Songwriters Festival, som vært på The Songwriter Club Stage, hvor senest 14 klubber afholdt koncerter med sangskrivere fra klubberne rundt om i landet.
Hvis du vil have en mere konkret fornemmelse af, hvordan det er at være en del af en sangskriverklub, anbefaler vi at man stifter bekendtskab med temaet om sangskriverklubber i KODA / DK nr. 4 2009, som kan læses online her.
Klik her for at læse den mere uddybende PDF fil om DSK’s vision.